Kvalitet gennem specialisering

Hælsporer

Lidelsen er en hyppig årsag til smerter under foden – især hos kvinder. Hælspore betyder egentligt knogleudvækst fra hælbenet og er mere resultatet af en række fejl eller overbelastninger i foden end en egentlig diagnose.

Hvis det kun er knogleudvæksten, der behandles, er det ren symptombehandling. Symptomerne vil derfor uvægerligt genopstå, når behandlingen stoppes. Hælsporen opstår som regel sent i forløbet og vil kunne ses på et røntgenbillede. Billedet af hælen viser en lille udvækst eller tap på undersiden af hælbenet.

Årsag

Hælsporen opstår på grund af en overbelastning eller fejlbelastning af svangsenen (fascia plantaris). Svangsenen er sammen med knogler og led i foden med til at opretholde svangbuen og dermed en meget vigtig del af fodens elasticitet. Høj vægt, høj svang, dårligt fodtøj eller meget løb på hårdt underlag er hyppige årsager til irritation af svangsenen. Små fibersprængninger i svangsenen – ofte hvor den hæfter på hælbenet, medfører blødning og efterhånden også dannelse af knogleudvækst. Patienter med hulfod har større risiko for at udvikle lidelsen.

Symptomer

Patienter, som lider af hælsporer eller irritation af svangsenen, vil ofte have smerter under hælen og langs indersiden af foden. Smerterne er værst om morgenen, eller når man skal i gang efter en længere pause. Ofte kan man ”løbe sig varm”. Smerterne er altså ikke så slemme under aktiviteten som efter. Ignoreres symptomerne, udvikles tilstanden til noget, som er meget svært at komme af med igen. En person med hælspore (eller irriteret hulfodssene) kan have følgende symptomer:

  • Symptomerne kommer som oftest snigende
  • Smerter i hælen
  • Smerter under foden
  • Smerterne i hælen kan godt være af en brændende karakter
  • Igangsætningssmerter
  • Lindring ved brug af høje hæle eller støddæmpende fodtøj

Behandling

Vigtigste behandling er at finde årsagen til, hvorfor smerterne opstår. Her kan en mulighed være at skifte sine løbesko, sikkerhedssko og lignende.

En behandlingsmulighed er også aflastning af svangbuen med et indlæg, som ofte skal individuelt tilpasses.

Indlæg og korrektion af fodtøj er altid nødvendig, herudover kan der være behov for behandling af inflammationen med gigtpræparater eller binyrebarkblokade.

Kontakt os for tidsbestilling

Du er velkommen til at ringe til os på 43 43 92 92,
eller skrive til os via nedenstående formular for tidsbestilling:





Vi bruger cookies til at give dig den bedst mulige kundeoplevelse. Hvis du fortsætter, betyder det, at du er enig i, at cookies bruges.